C
Komposition
Komposition er at bestemme, hvor ting står i billedet, og hvad der slet ikke skal med. Greb som disse er ikke regler, men værktøjer. Kend dem, og bryd dem, når det giver et bedre billede.
Tredjedelslinjer
Del billedet i tre gange tre felter. Placér det vigtigste i et af de fire skæringspunkter, og læg horisonten på den øverste eller nederste linje i stedet for midt i billedet. Det giver ofte mere spænding end et motiv i midten. De fleste kameraer og telefoner kan vise gitteret på skærmen.
Ledende linjer
Veje, hegn, bølgebrydere, gelændere og skygger kan lede øjet ind i billedet og hen mod motivet. Linjer, der starter i et hjørne, virker særligt stærkt.
Rammer i rammen
En døråbning, et vindue, grene eller en bro kan danne en ramme omkring motivet. Det giver dybde og samler opmærksomheden.
Luft omkring motivet
Tomt rum i billedet er ikke spildt. Giv plads i den retning, et menneske kigger eller en cyklist kører, så motivet har noget at bevæge sig ind i. En stor rolig flade, som himmel eller vand, kan få et lille motiv til at stå stærkere.
Symmetri og mønstre
Spejlinger i vand, facader og gange egner sig til at stå præcis i midten. Når du først vælger symmetri, skal den være præcis, ellers ser det ud som en fejl. Gentagne mønstre bliver ofte mest interessante, når én ting bryder mønstret.
Standpunkt og baggrund
- Gå ned i knæ til børn og dyr, så du er i deres øjenhøjde.
- Prøv et højt standpunkt over et bord eller en plads, når mønstre og former er motivet.
- Se på kanterne af søgeren, før du trykker. Skær det fra, der ikke hører til.
- Flyt dig til siden, hvis noget i baggrunden stikker op bag motivet.